Vi er en del af Folkebevægelsen mod ensomhed


Sidste år blev Danmark Spiser Sammen en stor succes – og mange tusind mennesker mødtes over et dejligt måltid mad.

Af Louise Albers, Kommunikationskonsulent

Igen i år opfordrer Folkebevægelsen mod Ensomhed til samvær og fællesskab i uge 17. Det kan være alt fra en kop kaffe eller pizza til to-tre retter. Det vigtigste er, at vi sammen får stablet en masse forskellige arrangementer på benene.

Som foreninger kan I være med til at tale om ensomhed og bryde tabuet. Til at række ud og invitere andre ind i jeres fællesskaber. Det kræver ikke meget at hjælpe et andet menneske, så hvis vi alle har tanke for andre og gør en lille indsats i hverdagen, kan vi gøre en stor forskel sammen.

Folkebevægelsen mod Ensomheds medlemmer arrangerer hvert år i uge 17 "Spis Med"-arrangementer over hele landet, og det er muligt at modtage støtte til at lave sig eget arrangement. På hjemmesiden www.danmarkspisersammen.dk kan I allerede nu finde massevis af arrangementer, og I kan selv oprette et måltid og invitere. Der er også materialer til download, fx. “Den lille håndbog til værten og gæsterne” og skabelon til invitation/plakat, logo og andre brugbare elementer til at sprede budskabet og Madstafetten, som er en slags starter-kit, som kan bruges af alle hele året.

Fora meldte sig sidste år ind i Folkebevægelsen mod ensomhed. Ensomhed er et problem, vi kan være med til at gøre noget ved. Nu gør vi det i fællesskab med de andre organisationer i Folkebevægelsen. Vi vil tale om ensomhed, så det ikke længere er tabuiseret, og vi vil hjælpe folk med at mødes, så ensomheden brydes. Folkebevægelsens mål er at halvere antallet af ensomme danskere fra 212.000 danskere til 106.000 i 2020.